Vaccination mod pneumokokker til borgere i særlig risiko

Pneumokokker er en gruppe bakterier, der i visse tilfælde kan give alvorlig sygdom. For at beskytte særligt sårbare mennesker, er vaccinationen mod pneumokokker nu gratis for alle, der er fyldt 65 år eller derover, børn med udvalgte kroniske sygdomme og andre borgere, som er i særlig risiko.

Pneumokok-bakterien kan være årsag til sygdomme som meningitis, blodforgiftning og lungebetændelse. Nogle personer er i højere risiko for at få et alvorligt sygdomsforløb, hvis de rammes af disse sygdomme, enten på grund af deres alder, eller fordi de har en anden sygdom i forvejen.

For at undgå, at sårbare mennesker bliver syge af pneumokokker, mens de også er i risiko for at blive syge af ny coronavirus, har Folketinget og regeringen besluttet at gøre vaccinationen gratis for en række mennesker.

Det betyder, at alle der er fyldt 65 år, børn med udvalgte kroniske sygdomme og andre borgere, som er i særlig risiko, nu kan blive vaccineret gratis.

 

Hvem er omfattet af tilbuddet om gratis vaccination

Lige nu gælder tilbuddet om gratis vaccination mod pneumokokker for nedenstående grupper efter en konkret lægelig vurdering. Er du i tvivl om, hvorvidt du eller en af dine nærmeste hører til en af grupperne, kan du kontakte lægen, som kan hjælpe med at vurdere, om vaccinationen er relevant for dig.

Følgende personer er omfattet af tilbuddet om gratis vaccination:

 

Hvordan får jeg vaccinationen

Hvis du er en af dem, der er omfattet af tilbuddet om gratis vaccination, kan du kontakte din læge, eller det sted hvor du plejer at blive vaccineret, og bestille tid til vaccination. Vaccinationen kræver kun et enkelt besøg.

Er du i tvivl om, hvorvidt du eller en af dine nærmeste hører til en af grupperne, der er beskrevet her på siden, kan du kontakte lægen, som kan hjælpe med at vurdere, om vaccinationen er relevant for dig.

 

    • Alle personer, der er fyldt 65 år.
    • Beboere på plejehjem, lejere i plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, lejere og beboere i friplejeboliger, der er omfattet af lov om friplejeboliger, og lejere i tilsvarende boligenheder.

 

    • Personer med:
      • manglende eller dysfunktion af milten
      • påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
      • medfødt eller erhvervet immundefekt
      • liquorlækage
      • tidligere invasiv pneumokoksygdom
      • Cochlear implantation
      • udført stamcelletransplantation
      • udført organtransplantatio

 

    • Personer under 18 år med:
      • cyanotiske hjertesygdomme
      • hjerteinsufficiens
      • palliativ operation for hjertesygdom
      • hæmodynamisk betydende residua efter hjerteoperation
      • kronisk lungelidelse (f.eks. cystisk fibrose)
      • hypodynamisk respirationsinsufficiens
      • nefrotisk syndrom
      • immundefekter, eksklusiv agammaglobulinæmi og SCID

 

    • Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor vedkommende ifølge lægens vurdering er i særlig høj risiko for invasiv pneumokoksygdom.

 

Hvad er pneumokokker

Pneumokokker er en gruppe bakterier, der i visse tilfælde kan give alvorlig sygdom. De mest almindelige sygdomme, som pneumokokker kan være skyld i, er akut mellemøre-, bihule- og lungebetændelse, der oftest ikke giver varige mén. Men for nogle kan lungebetændelse være alvorligt. Hvis man er smittet med pneumokker og bakterierne spreder sig til blodbanen, kan sygdommen blive livstruende og forårsage blodforgiftning (sepsis) og/eller hjernehindebetændelse (meningitis).

 

Om vaccinationen mod pneumokokker

Vaccinationen, der tilbydes gratis, er 23-valent. Det vil sige, at den beskytter mod 23 forskellige typer af pneumokokbakterier. Almindelige bivirkninger efter vaccination er rødme, hævelse og ømhed der, hvor man er blevet stukket.

Der findes også en anden vaccine mod pneumokokker. Den beskytter mod 13 typer af pneumokokker og virker på en anden måde end den vaccine, der tilbydes gratis. Visse grupper, der er i særlig høj risiko for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet, kan have gavn af at få begge typer vacciner. Vaccination med den anden vaccine er ikke gratis, men visse persongrupper kan få et tilskud til betalingen.

Som en del af det danske børnevaccinationsprogram tilbydes alle børn i alderen 3, 5 og 12 måneder gratis vaccination mod pneumokokker med den vaccine, der beskytter imod 13 typer af pneumokokbakterier.