Generelle rejseråd                                      

Immobilitet
Langvarig stillesidden i forbindelse med rejse kan hæmme tilbageløbet af blod fra benene, føre til hævelse af benene, og i værste fald give anledning til dannelse af blodpropper.

Det tilrådes derfor så vidt muligt at bevæge fødder og ben under transporten. Risikoen for at få blodpropper i benene er højere hos personer over 40 år, hos personer der indtager hormonpræparater med østrogen (f.eks. p-piller), hos gravide, og hos personer, der for nyligt er blevet opereret i benene.

Personer med tendens til til hævede ben eller som er i risiko for blodpropper tilrådes at anvende støttestrømper (flyve strømper, som bl.a. kan købes i Matas) under transporten.

 

Rejsediarré
Afhængig af rejsemål, rute og rejseområde vil 20-50% af rejsende få akut diarré.

I de fleste tilfælde er forløbet kortvarigt og kræver ikke lægebehandling.

Den hyppigste smittekilde er forurenet drikkevand. Køb vand på flasker, og de mere tvivlsomme steder skal det være vand med brus, da de nogle steder fylder postevand på flaskerne.

En anden smittekilde kan være dårlige madvarer. Mange steder mangler der kølemuligheder, og maden fordærves lettere i varmen. Pas derfor på med rå, ferske fødevarer, som fisk, skaldyr, kolde ris o.lign.

Behandling af diarré. Til lettere former for diarré kan man evt. tage Imodium tabletter, som er et håndkøbspræparat.

Ved høj feber og blodig diarré anbefales det at søge læge.

Drik rigeligt med væske, gerne sodavand og frugtjuice, der indeholder kulhydrater.

Ved hyppige diarré anbefales at drikke Revolyt rehydreringsvæske (købes i håndkøb på apoteket), eller en hjemmelavet blanding bestående af 1 liter kogt vand tilsat 8 tsk. Sukker, 1 tsk salt samt saft af 2 appelsiner.

Spis evt. flere, mindre og fedtfattige måltider.

 

Infektionssygdomme overført ved insektbid (bl.a. Malaria)
Malaria overføres fra myg ved myggestik.

Malariamyggene stikker primært fra solnedgang til solopgang.

For at forhindre smitte med Malaria skal man først og fremmest forsøge at undgå myggestik.

Er du i områder (skov, sump o.lign.), hvor der er risiko for myg, undgår du myggestik ved at dække huden til med tøj, hvor dette er muligt. Samtidig skal man anvende insektafvisende midler (myggebalsam) på tøj og bare hudområder (hænder, fødder, hals og ansigt, dog ikke øjenomgivelser).

For at undgå myggestik om natten, bør man enten opholde sig i lukkede rum med aircondition eller lukkede rum med insektnet for vinduer og døre, eventuelt suppleret med sprøjtning af rummet med insektafvisende midler.

Alternativt bør man sove under imprægneret myggenet, hvis kanter rulles ind under madrassen eller liggeunderlaget. Myggenettet skal være tæt og uden huller, og om dagen skal det rulles op, således at myg ikke trænger ind i det.

Opholder du dig i et Malaria høj-risiko-område, kan det være nødvendigt at forebygge med Malaria piller, som du skal have på recept via din læge.

 

Efter rejsen
Hvis man bliver syg med feber, efter man er kommet hjem fra rejse, er det vigtigt at orientere sin læge om, hvor og hvornår man har været ude at rejse.

Hvis man har rejst i malariaområde, skal man være opmærksom på, at malaria tidligst debuterer 7 dage efter man er taget ind i malariaområde, og typisk debuterer 10-14 dage efter man er blevet smittet. Dog kan malaria i sjældne tilfælde debutere halve og hele år efter, at man har rejst i malariaområde.

Ingen malariamedicin forebygger malaria 100 procent, hvorfor man heller ikke kan udelukke malaria, selvom der er taget korrekt forebyggende medicin på rejsen.